Uge 10 + post-besøgstanker



Så er andet besøg overstået, og jeg er lige dele glad og træt. Jeg vil ikke komme ind på detaljer mht. besøget som sådan, da der jo kommer et referat fra NE på et tidspunkt, og her kommer alle mine + mine dejlige kollegers refleksioner.

Jeg vil dog gerne lige sige noget, som jeg ikke fik sagt på besøget: Jeg kunne ikke have ønsket mig bedre vejledere end jeg har fået. Jeg har slet ikke fået rost jer nok - det har været så fedt at komme så tæt ind på jer og jeres undervisning, og at få jeres syn på min egen undervisning. Hans har været et fyrtårn af faglighed, og har støttet mig både i faglige, men også i menneskelige refleksioner. En stor del af min følelse af faglig sikkerhed kan tilskrives HQs og mine fælles refleksioner i undervisningen, og på studieturen: at man skal stole på sine tekster når man ved, de er gode, at man også skal forvente en vis autonomi fra elevernes side - og viser de den ikke, så må man tale med dem om det og derfra også acceptere, at nogle elever ikke har læringsvilligheden til at blive løftet. Det har også været refleksioner over min egen plads som underviser. HK har virkelig skabt nogle ændringer i mit billede af, hvordan man håndterer typisk "pressede" situationer, og det har fuldstændigt ændret min måde at gå til de situationer på, både i engelsk og i idræt. Det har virkelig fået mig til at hvile i rollen som underviser i langt højere grad, og ikke lade mig "gå på" - en form for undervisningsmæssig mindfulness, der virkelig har lettet min hverdag.
Efter jul har CB været og er fortsat især en pædagogisk guldgrube at arbejde med. Hun har en af de største pædagogiske udfordringer jeg nogensinde har set (siden dengang jeg selv arbejdede i en børnehave..) med hendes engelskklasse, men hendes arbejdsomhed og tro på elevernes bedste er beundringsværdig. CB insisterer på, at eleverne skal møde en faglighed, der er uddannelsen og institutionen værdig, også selvom hun bliver mødt af en vis læringsresistens fra elevernes side, og det er absolut ikke en lille opgave. Når jeg fremover møder svære klasser og udfordrende elever, vil jeg sende tanken direkte videre til CB og hendes HF-klasse, og blive mindet om, at man ikke kan, må eller skal give op på elevernes vegne. TB er beviset på, at humor og nærvær i teoritimerne sagtens kan gå hånd i hånd med en militærlignende disciplin i praksistimer i idræt. Han er det gode eksempel på, at høj kvalitet i undervisning ikke betyder, at man behøver gå på kompromis med den gode stemning og en afslappethed i relationen til eleverne - og at den relation måske endda er lige så vigtig som opgavevalg o. lign. - og også, at stærke elever skal støttes i selvstændigt arbejde og bare have lov til at nørde. Ift. Lars P. Ms refleksionsspørgsmål omkring hvad, det egentligt er, jeg gerne vil have ud af pædagogikummet, så er det virkelig blevet klart for mig, som jeg har tænkt over det, at det jeg har lært allermest af, har været det direkte arbejde med mine vejledere. Så tusind tak for det.

Billedvalget til i dag er "On Being Ill" af Virginia Woolf - en af mine yndlingsforfattere - der i essayet skrev om, at man ikke behandler sygdom, og herunder også kroppen generelt, nok i litteratur. Det er valgt af den årsag, at 30 minutter efter jeg kom hjem fra besøget gik hele min krop ned med flaget, og det viste sig faktisk at mit kriller i halsen, snotnæse og tørre mundvige, faktisk var en infektion i hele min krop, som gav mig en total knock-out. Jeg røg direkte på penicillin og brugte hele lørdag og søndag i sengen. Min krop har nok holdt sig oppe ind til besøget, hvorefter den bare sagde fra da det var overstået. Det er utroligt, hvad kroppen kan præstere, når den skal præstere.

Efter to dage i sengen og 3 x 800mg penicillin dagligt siden fredag har jeg det helt fint igen, og jeg er på arbejde, helt uden symptomer. Thank god for modern medicine.

Uge 11:
Ud over at forberede det sidste til besøget, bestod sidste uge også af en masse undervisning. Jeg fik afviklet mine timer med 1p efter hensigten: vi fik øvet en masse grammatik, og eleverne fik skrevet formelle breve. Det er dog til gengæld sådan, at en af eleverne nu har valgt at melde sig ud pga. de sociale problemer i klassen, og det er et stort tab for klassen. Det er ærgerligt, når der er gjort så stor en indsats fra alle lærere i teamet om at få eleverne til at tage bedre hånd om hinanden, men man må så også acceptere beslutningen. Det er så ærgerligt for klassen, at de mister en af de få positivt indstillede og arbejdsomme elever.

Med 1y er timerne på SDU efterhånden blevet færdigplanlagt. Det viser sig, at SDU har en form for åbent hus for engelske studier den dag vi skal besøge, så vi får god mulighed for at blive vist rundt på SDU på selve dagen. Det har været en ret lang proces at få kontakt til SDU, men nu lader det til endelig at være lykkes. Vi afslutter stigmaforløbet ift. tekst nu her, og det er ved at være på tide - eleverne begynder at synes, at teksterne er lidt for langhårede, så nu er det ved at være på tide. Når det så er sagt, så har det været et godt forløb, og eleverne er blevet udfordrede på deres selvopfattelse og deres opfattelse af omverdenen, imens de har fået en masse fagligt udbytte. Det er et forløb jeg vil genbruge i fremtiden, med lidt stærkere klasser. Jeg har besluttet mig for, at det ikke egner sig særligt til HF'erne.

I denne uge skal vi se en masse film. HF'erne skal se Alice in Wonderland, og 1y skal se Precious. Jeg starter også op hos 2q igen, her med retorisk analyse, vor jeg tager over for CB, der har sat det i gang.  Derudover skal vi have sat et opvarmningsforløb i gang i 3y, der skal lede op til et step-aerobic-forløb. Det bliver spændende!


Comments

Popular Posts