Refleksionsspørgsmål
Woe is the reader who enters this room, as it is filled with incoherent thought and inconsistent ramblings.
Der er nu gået lidt over en måned siden mit første besøg (dette indlæg påbegyndes d. 6/12), og jeg har nu endelig fået tid til at nedskrive mine refleksioner over det spørgsmål tilsynsførende LPM stillede mig under konferencen til besøget.
LPMs spørgsmål lød på, hvad jeg egentligt ønsker at få ud af pædagogikumtiden. Det har fyldt en del i min bevidsthed siden - især på kurserne - og det har udfordret mig til at tænke lidt over formen på pædagogikummet. Jeg vil starte med lidt baggrund for mine tanker og mine generelle overvejelser omkring min pædagogikumproces - en slags midtvejsevaluering af mit eget standpunkt i forhold til processen.
Det er tydeligt for mig, at min baggrund giver mig nogle værktøjer som jeg kan bruge til alt det praktisk/pædagogiske - min erfaring som kontaktperson og studenterunderviser fra uni, samt mit år på OK, har givet mig en masse gode erfaringer og en tryghed i underviserrollen, som jeg kan mærke at mange af de andre deltagere på pædagogikumkurserne slås med i deres praksis. Det er altså ikke her jeg er udfordret. Min egen fag-faglighed er der heller ingen tvivl om - men det er generelt set ikke noget pædagogikumstuderende lader til at kæmpe med, vi er alle sammen ansat med et fokus på fagligheden.
Med risiko for at lyde fagligt arrogant, føler jeg mig heller ikke udfordret i det teoretiske. På kurserne har jeg ofte følt, at de kunne omstruktureres og gøres langt bedre, mere spændende, og en stor del af teorierne er kendt for mig i forvejen, da jeg også havde gymnasiepraktik på universitetet (der bruger store dele af samme pensum som pædagogikum), idrætspædagogik og underviserrettet fokus på min idrætsuddannelse, og fremmedsprogstilegnelse og sproglæringsrettet fokus på engelskuddannelsen. Der er i øvrigt en underlig kultur på Teopæd fra undervisernes side, hvor de taler tektserne ned - "Ja, den her tekst er jo nok svær at anvende i praksis, men I skal læse den alligevel....", hvilket resulterer i at mange af deltagerne på teopæd ikke forbereder sig særligt grundigt, er uengagerede i gruppearbejdet og generelt uinteresserede. Jeg sidder altså tit med tekster som jeg forstår hurtigt, fordi jeg forstår den akademiske kontekst, og gruppearbejdet til kurserne ender tit med at jeg forklarer tekstens indhold eller tager en form for styring i gruppearbejdet. Ikke på en destruktiv måde, føler jeg. To gange har medstuderende sagt tusind tak for selskabet og gruppearbejdet, og jeg er blevet rost af medstuderende til at kunne give flere perspektiver på deres egen undervisning og praksis. Begge gange på fagdidaktik, en gang på engelsk og en gang på idræt. Det tager jeg som et stort kompliment, men det har klart givet mig følelsen, som LPM måske også hentyder til: hvad skal jeg egentligt bruge det her til?
LPMs spørgsmål stilles også på baggrund af overstående - fagfagligheden sidder fint, praksis er relativt velfungerende (omend der altid er yderligere perspektiver jeg får via vejledningen), og jeg kan godt føle mig en smule understimuleret på kurserne. For at jeg ikke "spilder min tid" (og mine vejlederes), synes jeg det giver enormt god mening at bevidstgøre over for mig selv hvad det egentligt er, jeg har brug for.
HQ har tidligere sagt, at jeg ikke behøver være så pligtopfyldende. Det spørgsmål dukker også op i min bevidsthed her, for jeg har haft en tendens til at følge opskriften fra teopædkompendiet til punkt og prikke, selvom jeg måske burde tænke mere kreativt og kontekstualisere pædagogikummet til min egen proces, frem for at følge en opskrift der ikke har særlig applikation til hvor jeg er i min proces.
Så, nok snik-snak og skamløs selv-ros: hvor er det, jeg har brug for konkret hjælp? Hvad er det, pædagogikummet kan gøre for mig?
Der er nu gået lidt over en måned siden mit første besøg (dette indlæg påbegyndes d. 6/12), og jeg har nu endelig fået tid til at nedskrive mine refleksioner over det spørgsmål tilsynsførende LPM stillede mig under konferencen til besøget.
LPMs spørgsmål lød på, hvad jeg egentligt ønsker at få ud af pædagogikumtiden. Det har fyldt en del i min bevidsthed siden - især på kurserne - og det har udfordret mig til at tænke lidt over formen på pædagogikummet. Jeg vil starte med lidt baggrund for mine tanker og mine generelle overvejelser omkring min pædagogikumproces - en slags midtvejsevaluering af mit eget standpunkt i forhold til processen.
Det er tydeligt for mig, at min baggrund giver mig nogle værktøjer som jeg kan bruge til alt det praktisk/pædagogiske - min erfaring som kontaktperson og studenterunderviser fra uni, samt mit år på OK, har givet mig en masse gode erfaringer og en tryghed i underviserrollen, som jeg kan mærke at mange af de andre deltagere på pædagogikumkurserne slås med i deres praksis. Det er altså ikke her jeg er udfordret. Min egen fag-faglighed er der heller ingen tvivl om - men det er generelt set ikke noget pædagogikumstuderende lader til at kæmpe med, vi er alle sammen ansat med et fokus på fagligheden.
Med risiko for at lyde fagligt arrogant, føler jeg mig heller ikke udfordret i det teoretiske. På kurserne har jeg ofte følt, at de kunne omstruktureres og gøres langt bedre, mere spændende, og en stor del af teorierne er kendt for mig i forvejen, da jeg også havde gymnasiepraktik på universitetet (der bruger store dele af samme pensum som pædagogikum), idrætspædagogik og underviserrettet fokus på min idrætsuddannelse, og fremmedsprogstilegnelse og sproglæringsrettet fokus på engelskuddannelsen. Der er i øvrigt en underlig kultur på Teopæd fra undervisernes side, hvor de taler tektserne ned - "Ja, den her tekst er jo nok svær at anvende i praksis, men I skal læse den alligevel....", hvilket resulterer i at mange af deltagerne på teopæd ikke forbereder sig særligt grundigt, er uengagerede i gruppearbejdet og generelt uinteresserede. Jeg sidder altså tit med tekster som jeg forstår hurtigt, fordi jeg forstår den akademiske kontekst, og gruppearbejdet til kurserne ender tit med at jeg forklarer tekstens indhold eller tager en form for styring i gruppearbejdet. Ikke på en destruktiv måde, føler jeg. To gange har medstuderende sagt tusind tak for selskabet og gruppearbejdet, og jeg er blevet rost af medstuderende til at kunne give flere perspektiver på deres egen undervisning og praksis. Begge gange på fagdidaktik, en gang på engelsk og en gang på idræt. Det tager jeg som et stort kompliment, men det har klart givet mig følelsen, som LPM måske også hentyder til: hvad skal jeg egentligt bruge det her til?
LPMs spørgsmål stilles også på baggrund af overstående - fagfagligheden sidder fint, praksis er relativt velfungerende (omend der altid er yderligere perspektiver jeg får via vejledningen), og jeg kan godt føle mig en smule understimuleret på kurserne. For at jeg ikke "spilder min tid" (og mine vejlederes), synes jeg det giver enormt god mening at bevidstgøre over for mig selv hvad det egentligt er, jeg har brug for.
HQ har tidligere sagt, at jeg ikke behøver være så pligtopfyldende. Det spørgsmål dukker også op i min bevidsthed her, for jeg har haft en tendens til at følge opskriften fra teopædkompendiet til punkt og prikke, selvom jeg måske burde tænke mere kreativt og kontekstualisere pædagogikummet til min egen proces, frem for at følge en opskrift der ikke har særlig applikation til hvor jeg er i min proces.
Så, nok snik-snak og skamløs selv-ros: hvor er det, jeg har brug for konkret hjælp? Hvad er det, pædagogikummet kan gøre for mig?
- Udvidelse af undervisningsmæssige horisonter:
- At observere undervisning har, i løbet af første semester, været enormt givende. Jeg har aldrig rigtigt set andre undervise, men at se både HK, BP og HQ undervise har været så givende i den forstand, at det har sat min egen praksis i perspektiv. Det har givet mig perspektiver på undervisning, og udfordret min egen måde at tænke på. Jeg forstår virkelig aktionslæringsprincippet, at man tager andres lærere ind over ens egen praksis - det har været så fedt at se HQ og hans tempo og faglige totale overblik i 3b, og det har været så fedt at se HK og hendes kropslige formidling af faglighed med total varme og nærvær over for hendes elever.
- Herunder ligger også faglig sparring og vidensdeling. At se HQ undervise i MacBeth har gjort, at jeg nu glæder mig til at få a-niveau engelsk, så jeg selv kan få lov til at have længere Shakespeare-forløb. Jeg glæder mig også til at undervise i softball i idræt, efter at have set HKs måde at strukturere og didaktisere sporten på.
- Bedre og større forståelse for elevtyperne.
- En af de diskussioner HQ og jeg har haft oftest i vejledningen - især i relation til 1p - har været en form for afstemning af forventingerne til hvad jeg skal gøre med de svage kontra de stærke elever. Vi har også talt meget om de forskellige elev/klassetyper, og hvad de betyder for undervisningsformen - 3b er i den ene ende af skalaen, og mine 1p i den anden ende. Det er en spændende snak, for det tydeliggør at det er elevernes forudsætninger der bestemmer undervisningsformer og ambitionsniveau. En af mine udfodringer har været, at jeg simpelthen ikke har udfordret mine 3g a-niveau elever i 3b nok, i mine forløb, fordi jeg ikke kender elevtyperne godt nok, og ikke har erfaringen med mig. Det har HQ - så hans observationer gør det helt tydeligt, at der er nogle erfaringsmæssige ting ift. hvad eleverne kan håndtere af fagligt indhold, som jeg endnu ikke har plads. HQs feedback er en genvej, og jeg springer alle mellemregningerne over. Det er en enorm gave.
- Større forståele for min egen ageren i undervisningsrummet
- Dette punkt bliver især relevant i idræt, hvor HK har givet mig perspektiver på min tilgang til eleverne, og har lært mig meget om håndtering af forskellige situationer - f.eks. larm i hallen og irettesættelse. Det har været så fedt at få perspektiverne på tilgangen til eleverne med - og det tænker jeg, at man kun kan få ved observation.
- Kollegial sparring
- Overordnet set har mine fire vejledere, min kursusleder og min tilsynsførende over 100 års samlet erfaring i gymnasielærergerningen, så det vil være totalt hul i hovedet ikke at tænke at det skal udnyttes så meget som overhovedet muligt, det være sig fagligt, juridisk, traditionsmæssigt og menneskeligt. Jeg føler mig enormt priviligeret at blive tæt fulgt af den enorme vidensbank i et helt år.
- Faglig sparring: "Kender du en god tekst til....?", eller at HQ sender mig nogle gode horror-tekster, eller at HK kender en god tennis-øvelse, eller at CB har gode idéer til brain-break-øvelser... Generelt set er mine faglige horisonter blevet enormt udvidede.
- Juridisk sparring (på et systemisk plan): "Hvornår er fristen for...? - "Hvad indeholder en UVB....?" Mange af læreplanerne skal lige igennem en oversættelse før det kan omstilles til faktisk fagligt indhold. Hvad er nu lige fordybelsestid, O-timer, afleveringsantal osv. er....?
- Indførelse i institutionelle traditioner og tilegnelse af gode vaner (vi bruger ikke arbejd-selv-timer på ML - hvad er en P-vagt...)
- Menneskelig/personlig sparring: Her er det gode eksempel f.eks. Hannes tilgang til støj i klassen samt HQs tilgang til arbejdsfordeling imellem svage og stærke elever i klasserne - at jeg får hjælp til at se skoven frem for træerne, samt at jeg bliver støttet i at få nogle stærke ben at stå på i min gymnasielærergerning.
- Ovenstående bringer mig videre til noget af det, jeg virkelig sætter pris på i hele den her proces: At have tid, plads og forståelse for undervisningseksperimentet. Det er noget, jeg håber, jeg aldrig kommer til at stoppe med, nemlig at bruge mit møde med eleverne til at lære mere om mig selv som lærer, om fagmaterialet og om eleverne. Hvor teorien måske er kendt i forvejen, og hvor jeg har været vant til forskellige undervisningspositioner, så tvinger pædagogikummet mig til at eksperimentere (f.eks. via aktionslæring, som jeg har gennemført to større eksperimenter med, både ift. differentiering og følelsen af kunnen hos eleverne) og til at reflektere over både mine eksperimenter og hele min praksis.
Det er en givende og spændende proces, og jeg kan mærke at jeg aktivt tænker over at prøve grænser af, arbejde med mig selv som menneske, med eleverne som elever og som mennesker, og med mine vejledere som fyrtårn i min egen navigation på det didaktiske verdenshav.
Puha - sikke en omgang. Måske et langt mere omfattende svar end LPM havde regnet med, måske ikke nært så fyldestgørende, men hvem ved. Det har taget mig præcis fem dage at forfatte, da jeg har taget mine refleksioner med ind i en meta-refleksion efterfølgende, som jeg gerne ville bearbejde inden jeg sendte det ud i æteren.
Som tingene er lige nu, er jeg enormt glad for at jeg har muligheden for at bruge pædagogikummet til selv- og undervisningsudvikling. Det er en givende proces, hvor der stilles spørgsmålstegn ved praksis via en teoretisk disposition, og tavs viden bliver sagt højt. Det er noget af det mest spændende jeg har prøvet - men jeg arbejder også hårdt for selv, at bygge bro imellem min egen undervisningsgang på SDU og min undervisning på ML. Nu er det snart jul, og så skifter jeg vejledere - jeg glæder mig til flere input og større perspektiver på gangen på ML :-)
KH CC
Comments
Post a Comment