Uge 37, Idræt
Ugen har i den grad stået i sprogundervisningens tegn, hvilket har været med relativt god timing, da jeg døjer med et meget irriterende springerknæ lige nu. Jeg har dog undervist 3fk i idræt, underobservation af HK. Timen stod på tennis, og var et opstartsmodul til et miniforløb i tennis på 2x2 moduler. Lektionsplanen kan findes ved at clicke her.
Timen forløb godt og relativt tæt på den intenderede plan, og til mit held var HK ikke blevet bortført på hytteturen med 1q, så vi havde fredag et refleksionsmøde hvor vi gennemgik modulet. Overvejende var HK enig i, at forløbet var forløbet efter hensigten, og jeg noterer mig følgende gode pointer at tage med fremadrettet:
- Hold fast i at arbejde med klart og tydeligt kropssprog, og fortsæt med at være bevidst om min stemmeføring som et værktøj til at skabe opmærksomhed og klarhed omkring opgaverne.
- Fortsæt med at forevise imens jeg taler, og fint at gøre det i slow-motion så eleverne får mulighed for at spejle bevægelserne.
- Fortsæt med at bruge billedsprog som f.eks. at "spænde en fjeder" eller at "serven skal give dig lyst til at løbe en tur" - det giver gode associationer som eleverne kan bruge til at forstå teknikspecifikke bevægelser.
- Meget fint at tænke en så tydelig progression ind i timen, og meget fint at afslutte med en fælles refleksion.
- Fortsæt med at være bevidst om forskellen på trænerrollen og underviserrollen - underviseren instruerer ikke i øvelser, men tænker det hele menneske og oplevelsen og refleksionen ind i undervisningen.
- "Det var svært men sjovt" er noget af det bedste feedback man kan få fra eleverne - det afspejler at de var udfordrede men ikke overstimulerede, at de ikke kedede sig, og at de fik blod på tanden til at prøve mere.
- Fortsæt med at veksle imellem holdbeskeder og eneinstruktion/fejlretning.
Et par ting jeg skal overveje:
- Er tennisserven måske for svær når vi skal udenfor og spille spillet?
- Hvordan varmer vi op - skal opvarmningen følge opskriften, de har lært i 1g? (Skal læreren fortsætte med at vise det gode eksempel på opvarmning?)
Et par ting HK anbefaler at jeg er bevidst om (det var noget lort! 😂)
- Hav en klar øjenkontakt og vær mere smilende når jeg irettesætter (ikke retter teknik, men siger ting som "vær stille imens jeg giver beskeder"), så jeg ikke kommer til at virke intimiderende - det kan dræbe stemningen for hele klassen og fremmedgøre eleverne fra mig. Tænk "Kærlig bestemthed".
- Pas på ikke at lave et spilstop for hele holdet for så at komme til at fokusere meget på en elev. Overvej længden på spilstop.
- Brug aldrig mere ordet "armbøjning" om en ........armbøjning!
Nu står den på en hel uge i flex hvor jeg slet ikke har idræt, og så er der en uge med kursus, hvor jeg heller ikke har idræt. Det er lidt noget skidt, for jeg når ikke at filme undervisning, som ellers var en klar opgave til fagdidaktik 1 - jeg var simpelthen ikke forudseende nok og fik det planlagt således at jeg kunne filme undervisning og tage med. Jeg må medbringe lektionsplaner og ellers finde et alternativ til at få læringen med fra øvelsen. Oh well!
Comments
Post a Comment